For
Virilio sker denne omdefinering dels gennem at betragtningens hastighed accelererer og at det betragtede derved bliver mere og mere gennemsigtigt og mindre stofligt, og dels gennem installationen af skærme, uden hvilke vi snart ikke formår at orientere os, som projicerer dette lav-materielle og transparente materiale med accelererende hastighed. Videokunstneren Gary
Hill var inde på en lignende tanke, når han sagde, at ”synet består ikke længere i muligheden af at se, men i umuligheden af ikke at se”.