Det måske vigtigste aspekt af udstilling­en på Statens Museum for Kunst var nemlig ikke ma­le­rierne som sådan, men derimod argumentet, eller at­tri­bu­tio­nen af det vi ser. Vi tænker her på det faktum, at vi til- eller indskriver det vi ser, og at vi kun ser det, som al­le­re­de er ind­skre­vet i det visuelles domæne. Det er der ikke noget nyt i. Det nye ligger derimod i de ap­pa­ra­ter eller proteser ved hvis hjælp indskrifterne (fx. ”Rembrandt”) etableres.