De private samlinger kaldtes først scrittorio, studiolo eller studio, og, i takt med deres udbredelse i løbet af det 17. århundrede, blev dette “studierum”, lokaliseret i eller i nærheden af de private gemakker, forbeholdt mesterværkerne, og “galleriet” (galleria) blev det rum som skulle rumme samlingens basis eller grundsubstans. Omkring midten af det 18. århundrede blev den venetianske republik klar over at malerier i deres eje, spredt ud over først og fremmest religiøse institutioner, gennem sedlerne havde været udsat for støv, røg fra levende lys, undertiden endog fugt, altid ophængt i rum med voldsomme temperatursvingninger, og ofte udsat for restaureringsforsøg, som i bedste fald var klodsede, sædvanligvis dog direkte skadelige.