Selv om de fleste privatsamlere er mere eller mindre specialiserede på et en­kelt eller på et par nært hinanden beliggende områder, er privatsam­lin­gen i prin­cippet altid åben for en hvil­ken som helst tilføjelse, alt efter samlerens lyst og smag, dvs. i overensstemmelse med samlerens eget taksonomiske prin­cip. Da det of­fent­lige i stadig højere grad kom til at inkorporere pri­va­te samlinger i det statslige mu­se­um (via do­na­tio­ner, køb eller ekspropriationer), fordeltes den pri­va­te samling på for­skel­lige ty­per samlinger (en del til naturhi­sto­rien, en anden til kunsthi­sto­rien, en tredje til teknikkens eller lægevidenskabens hi­sto­rie osv., mens en sidste del blev kasseret som værdiløs),