Genremæssigt er de tidlige privatsamlinger ikke sjældent sammensat på en efter vor målestok umulig måde; således er det ofte svært at adskille en naturaliesamling fra den vedkommende samlers bog‑, antik‑ eller eksotikasamling, eller tilmed fra de møbler som indgår i og omgiver samlingen. For privatsamleren udgør f.eks. en samling af møbler og eksotika, garneret med smukke billeder, en uadskillelig enhed. Dette forhold dikteres formodentlig af det faktum at samleren bor, lever og arbejder i sin samling.