En næsten-en­cyk­lo­pædisk udstilling som Documenta XI kan na­tur­lig­vis hel­ler ikke sige sig fri af en sådan ”skumring af standardiseret ros”, hvor beskueren forlades til vær­kerne uden hverken ramme eller fortælling. Men når man vandrer frem og tilbage i sine forsøg at ori­en­te­re sig, vil man uværgerligt falde ned i et par rytmiske tidssløjfer, som på en temmelig dis­kret, men sta­dig­væk effektiv måde, aktiverer beskuerens sind. Det er ikke helt nemt at beskrive hvor, når eller hvor­dan dette sker, og det sker med sikkerhed forskelligt for hver beskuer.