Kælderob­jektet for­holder sig til verden som Schrödingers Kat. Så længe kælderob­jektet be­fin­der sig i boxen, afskærmet fra enhver betragtning, ekiststerer det i et overlejret til­stand hvor det både er dødt og le­ven­de, kunst og ikke-kunst, kort sagt: hvor alle dets mulige frem­træ­del­sesfor­mer er overlejrede og konting­ente. Først når kælderob­jektet bliver belyst og aflæst gen­nem en skærm, træder dets ubestemt konting­ente væren sammen til én bestemt frem­træ­del­seform. Nemlig til den frem­træ­del­se som observeres af en beskuer (altså Adam) på aflæsning­ens projicerede skærbillede. I kælderen er ob­jektet også, sam­ti­digt, alt mu­ligt andet: bærer alle mulige navne.