Det er med denne selvrefleksion som Mortensen forfølger billedet med en række meget fine og overbevisende læsninger af, fremforalt, W.F. Bentz billeder, der selvrefererende leger med spejlinger, dubleringer og skyggevirkninger, hvilke alle kredser omkring den fraværende sol. En leg der tvinger betragterens blik at søge sig ad snoede, labyrintiske veje ind i billedet i dets søgen efter en fjern lyskilde, eller – ville tesen nok være: efter et fjernt beliggende ’jeg’.