Spillet er na­tur­lig­vis udført med en nærmest paranoisk ”feber” og en udpræget bu­reau­grafisk flid (et tema som går som et omkvæd gen­nem bogen), som var det presset af verdens tryk (det haster!). Det er denne flid som får os til at mistænke at vi har med ”en vis ty­pe kinesisk en­cyk­lo­pædi” at gøre, nemlig den, hvor dyr, som på afstand ligner fluer, for­mer en re­le­vant kategori. Kategorierne i Hvidpapirfeber er andre, og da det kinesiske alfabet som be­kendt er vanskeligt, er det også noget af en opgave dilettantfi­lo­logen Chr. Vind har sat sig for. Vi andre, som har smag for ukendte hie­ro­glyffer eller for skøn­ne bøger, kan kun glæde os. Vi venter tålmodigt på de føl­gen­de to bind af den udlovede trilogi.