Aftryk på hvidt papir

Christian Vind: Hvidpapirfeber. 128 s. Privattryk i 587 numr. eks.

Anmeldelse publiceret i Dagbladet Information, 4. november 2004.

Under det 10. og 11. år­hund­re­de fremkom i Kina en kunststil af kej­ser­li­ge tjenestemænd trænede i neo-konfuciansk fi­­lo­so­fi. Når ing­en akt påstem­plet ”Haster!” tilfældigvis befandt sig på deres skrivebord, beskæftigede de sig i stedet dilettantisk med de fire skøn­ne kunster: poesi, kalligrafi, maleri og musik, hvoraf de tre førstnævnte sammenfattedes med betegnelsen ”tuschspil”. Man kaldte disse ikke-professionelle kunst­nere for ”Wenrenhua”, som måske kan oversættes med ”lærdomstegner” eller ”skrivebordskunst­ner”.

Det er et så­dant skrivebord, nemlig kunst­nerens spillebord, vi møder al­le­re­de fra starten af i Christian Vinds bog Hvidpapirfeber. Christian Vind, læser vi i kolofonens bio­gra­fiske notits, ”er venstrehåndet og født d. 04.02.1969 klokken 04.30 på Køge Hospital”. At han også er uddannet på Grafisk skole ved Kunstakademiet fremgår kun hvis man studerer den smilende og blinkende udgivelse nærmere.

Denne smilende og dis­krete (dis­kretion og præcision fun­ge­rer på ing­en måde gensidigt udelukkende) fremgangsmåde er i øvrigt ty­pisk for ophavsmanden. Det er noget venligt kinesisk over det hele, noget afventende. Bogen står som et blankt ob­jekt med armene afventende på ryg­gen. Bindet er et hvidt hellærredsbind, hvor ti­teln ”Hvidpapirfeber” og ”C.V.” står blindpresset på ryg­gen. Indmaden be­står af om­kring 100 sort/hvide repro­duk­tio­ner af kunst­nerens tegninger, fotografier og tryksager (i montre eller reoler). Tegningerne Vinds er spe­cielle, og kan nærmest betegnes som monomaniske bøl­gen­de og mæanderlignende mønstre, som var han ude efter at afbilde selve sam­men­hængskraften i verden. Men ikke kun kunst­nerens ting indeholdes her: gaver og byttetroféer fra kollegaer, li­ge­som indkøbte tegninger og grafiske blade, har også fundet deres plads i samling­en. Alt omhyggeligt og skaknotationsagtigt registreret i et billedindeks: ”64/ Erik Liljenberg, uden titel, sprittusch på papir, 21x29,7 cm, ca. 1980. Gave fra E.L. 30.6.2001” eller ”11b/ Vindskuret sten (vestjylland), 9x11x14 cm. Gave fra malermester Knud Bruhn, Egtved, april 1995”.

Dette er et givetvis et udtryk for bu­reau­grafens glæde ved præcision, gan­ske samme præcision som kendtegner Chr. Vinds tegninger. Det er det også en mening i. Det fine med denne publikation er, at Chr. Vind al­d­rig forsøger simulere det reproducerede med reproduktionen af det (som kunstpublikationer ty­pisk gør). Man kan nemlig ikke sige at repro­duk­tio­nerne er specielt ”flotte”; ”nøgterne” ville være et bedre adjektiv, gan­ske som de bliver med offset på ubestrøget papir. Her er det reproduktionen som er sagen. Derfor kan verden også registreres som grafiske spor: stener, fossiler, dødningehoveder, blomstrende magnolier, sorte fugle på himlen, skygger, vinduer, venners tegninger, fotografier og tegninger af Jens Adolf Jerichau d.y. er alle vidnesbyrder (dokument som ikke haster) af en ukendt med- eller modspillers træk. Et ek­sem­pel på denne spejlende re­la­tion mel­lem den ukendte medspiller og Chr. Vinds ”modtræk” er Jerichaus studier af venstrehænder (s. 90-91). Vind vil ty­pisk ikke kunne tegne en venstrehånd (den er jo selv travlt optagen). Men anskuer man Jerichaus tegning som et sagfor­hold i verden (som billedindekset lægger op til), vil et aftryk af dette sagfor­hold give en studie af en højerhånd. Det er i de ter­mer, indbilder vi os, vi skal forstå Chr. Vinds spil og ved hvil­ket kontor det udspilles.

Spillet er na­tur­lig­vis udført med en nærmest paranoisk ”feber” og en udpræget bu­reau­grafisk flid (et tema som går som et omkvæd gen­nem bogen), som var det presset af verdens tryk (det haster!). Det er denne flid som får os til at mistænke at vi har med ”en vis ty­pe kinesisk en­cyk­lo­pædi” at gøre, nemlig den, hvor dyr, som på afstand ligner fluer, for­mer en re­le­vant kategori. Kategorierne i Hvidpapirfeber er andre, og da det kinesiske alfabet som be­kendt er vanskeligt, er det også noget af en opgave dilettantfi­lo­logen Chr. Vind har sat sig for. Vi andre, som har smag for ukendte hie­ro­glyffer eller for skøn­ne bøger, kan kun glæde os. Vi venter tålmodigt på de føl­gen­de to bind af den udlovede trilogi.

Jan Bäcklund