Under det 10. og 11. århundrede fremkom i Kina en kunststil af kejserlige tjenestemænd trænede i neo-konfuciansk filosofi. Når ingen akt påstemplet ”Haster!” tilfældigvis befandt sig på deres skrivebord, beskæftigede de sig i stedet dilettantisk med de fire skønne kunster: poesi, kalligrafi, maleri og musik, hvoraf de tre førstnævnte sammenfattedes med betegnelsen ”tuschspil”. Man kaldte disse ikke-professionelle kunstnere for ”Wenrenhua”, som måske kan oversættes med ”lærdomstegner” eller ”skrivebordskunstner”.