Disse fremmedgjorte atelierob­jek­ter illustrerer ty­de­ligt readymadens konting­ente status som kunst og/eller ikke-kunst i et og samme moment. Objekterne (eller deres skygger) in­de­hol­der en mulighed for at være kunst sam­ti­digt som de beholder deres mulighed til at lade være. Hvis så, så vedrører idén med rea­dy­mad­es altså ikke ob­jek­ternes materialitet, ej hel­ler ”æstetisk indifferens”, og altså slet ikke det for­hold at de er masseproducerede. Den vedrører først og fremmest spørgs­må­let: hvad er kunst, når denne, fuldkommen blank og endnu ikke formet, vender sig mod sig selv?