Det er paradokser af den art som museet kommer ud for, når de skal restaurere et værk, som blot ek­sis­te­rer som et skyggebillede. Samtidigt er det netop der­for som kunst­svær­me­re og kunsthis­to­ri­ker så indbidt og vedholdende repeterer det magiske mantra ”at Fountain fak­tisk blev udstillet/refuseret 1917, med der­til hørende skandale”. Styrken i Pier­re Pinoncellis ikonoklasme, modsat kunstsværmeres afguddyrkende ikonoduli, er netop at den aktualiserar ”some pro­ble­ms of restoring contemporary works of art”.