”Some Problems of Restoring Contemporary Work of Art”

Oprindeligt publiceret som ”Noen problemer med å reparere samtidskunst”. Le monde diplomatique. Norsk-dansk utgave, no. 2, februar 2006, p. 29.

Den 4. januar i år gik Pier­re Pinoncelli, en 77 år gammel kunst­ner af situationistisk observans, løs med en lille metalhammer på Mar­cel Duchamps Fountain i Centre Pompidou. Værket blev slemt tilredt, men, som centrets pressetjeneste kunne meddele, var ”skaderne ikke irreparable”.
   
Warning: imagesx() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php on line 18

Warning: imagesy() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php on line 19

Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/portrait/BelletH2006a.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63
Ikonoklasme, eller vandalisme af kunst, har altid ek­si­ste­ret parallelt med kunst. Det skal der­for hel­ler ikke forbavse os at det var en kunst­ner som gik løs på Fountain. Det er nemlig ty­pisk kunst­nere som vandaliserer anden kunst, og dette er ikke så usædvanligt som man ville kunne tro. Centre Pompidous Fountain er ble­vet angrebet tid­li­ge­re, i Nîmes 1993, også da var den ansvarlige Pinocelli. Kuriøst nok blev disse angreb samme år 1993 anticipieret af den russiske kunst­ner Avdey Ter-Oganyan (som flygtede fra Rusland efter at han var ble­vet dømt for at have vandaliseret ikoner under Moscow Art Fair 1998), i form af en smadret urinoir som kunst­neren selv restaureret.
   
Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/konst/ru/ter-oganyan_fountain1993.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

Avdey Ter-Oganyan: Some Problems of Restoring Contemporary Works of Art (1993).

Værket kalder Ter-Oganyan for ”Some Problems of Restoring Contemporary Works of Art”. Vi går ud fra at Ter-Oganyan med denne titel ikke hentyder til sin egen manglende kunnen med hensyn til det konservatoriske, men til noget mere fun­da­men­talt. Under alle omstændigheder så står konservatorerne i Paris foran samme situation som Ter-Oganyan: et stykke krakeleret porcelæn. Nu bør de spørge sig selv: Hvad er det som skal restaureres? Er det Mar­cel Duchamps ob­jekt som (ikke) blev udstillet og forsvandt i New York 1917? Er det kunstvær­kets idé, selve readymaden? Er det Arturo Schwarz’ rekon­struk­tion fra 1964? Eller er det en kombination af oven­nævn­te?
    Museet vil, des­vær­re, beslutte sig for det sidstnævnte. Desværre, fordi det ikke lader sig gøre. Det vandaliserede ob­jekt har på intet tidspunkt fungeret som en readymade. Det blev fabriceret helt fra bunden af udfra Arturo Schwarz’ kon­struk­tions­tegninger, baseret på Stieglitz’ fotografi, i mindst 12 ek­sem­plarer. Sidst et af disse var på markedet i 2002, da et ek­sem­plar blev solgt til 1 miljon dollar hos Phillips de Pury & Luxembourg, New York.
Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/historia/Sothebys17XI1999_cover.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

Sotheby’s Contemporary Art auktion 17:e november 1999.

Om end prisen var langt under dets konservativt satte forventning på 1,5–2 miljoner, så er det sta­dig­væk en pris och sta­dig­væk penge. Også dette viser, at vi ikke har med en readymade at gøre, men et værk. Men priset lader os sam­ti­dig forstå, at vi slet ikke har med år­hund­re­dets vigtigste kunstværk at gøre, men at det drejer sig om et tilpas bety­de­ligt værk fra, ja, 1964.
    Ville man restaurere selve readymaden, så ville man na­tur­lig­vis gøre som Duchamp selv gjorde, når han i New York restaurerede sit Flasketørrestativ, når dette ikke længere fandtes i hans atelier i Paris, nemlig købe et nyt. Tanken forkommer bizar: skul­le Centre Pompidou henvende sig til nærmeste butik for hårde hvidvarer og købe en pissoir, placere den op og ned på en sokkel, og udstille den med skiltet: ”Mar­cel Duchamp: Fountain 2006 (1917). Readymade”? Ja, hvor­for ikke.
Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/md/fountain_madrid2005.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

Marcel Duchamps ’Fontaine’ på en udstilling i Madrid i februar sidste år. Det var før mødet med den 77-årige franske kummeknuser. – Foto: J. Huesca/EFE

Vi husker vores her tid­li­ge­re refererede svar fra Duchamp til maleren Gorsline, når denne bad ham om at signere et flas­ke­tør­re­sta­tiv som Gorsline havde købt, som Duchamp afviste med hen­vis­ning til at han havde forpligtet sig til at beskytte Schwarz’ edition af hans rea­dy­mad­es, men tilføjede, at ”signeret eller usigneret, dit fund har samme ’metafysiske’ værdi som hvil­ket som helst andet readymade. Den har desuden den fordel at den fuld­stæn­digt mangler kommerciel værdi.” Men da ville Centre Pompidou også virkelig udstille en readymade og ikke et værk fra 1964.
    Nu må vi spørge os: hvor­dan kommer det sig at denne, trots alt logiske, og med Duchamps kunst sam­men­hængende tanke er utænkelig, ikke kun for Centre Pompidou, men for hvil­ket som helst mo­derne kunstmu­se­um? Man ville kunne henvise til den blege afglans af aura, som Schwarz’ edition måske trods alt på en eller anden måde viderespejler, men som en nyindkøbt readymade da ville mangle. Men hvis dette er til­fæl­det, så har hændelserne ved Grand Central Palace 1917 også i en anden og mere alvorlig for­stand al­d­rig indtruffet: modsat hvad kunst­svær­me­re og kunsthis­to­ri­ker går rundt og insinuerer, så kan readymaden sta­dig­væk ikke ud­stil­les. Og hvis readymaden sta­dig­væk ikke kan ud­stil­les, så vil det sige, at ”udstilling­en” af Fountain næppe har haft den kunst­his­to­riske be­tyd­ning mu­se­erne vil fremtrylle. At på den baggrund udnævne Fountain for år­hund­re­dets vigtigste kunstværk kan da ikke være andet end løjerligt kunstsværmeri. Det er paradokser af den art som museet kommer ud for, når de skal restaurere et værk, som blot ek­sis­te­rer som et skyggebillede. Samtidigt er det netop der­for som kunst­svær­me­re og kunsthis­to­ri­ker så indbidt og vedholdende repeterer det magiske mantra ”at Fountain fak­tisk blev udstillet/refuseret 1917, med der­til hørende skandale”. Styrken i Pier­re Pinoncellis ikonoklasme, modsat kunstsværmeres afguddyrkende ikonoduli, er netop at den aktualiserar ”some pro­ble­ms of restoring contemporary works of art”.

Jan Bäcklund