Den gennemgående formelle figur i Orson Welles på mange måder irriterende film, eller dokumentar-essay, F for Fake fra 1973, er dubbleringen. Indrammet mellem en forførende kvindes (Oja Kodar) gangart mellem mænd, der observerer kvinden, men samtidig ikke ved, at også de er observerede af et set udplacerede observationsapparater, og samme kvindes gang i forskellige påklædninger under Picassos vindue og Picassos opspillede øjne bagved jalousien,