Dette nye, tilsyneladende eks­pan­de­rende terræn vil man med Foucault kunne kalde ”arkivet”. Hvis arkivet tid­li­ge­re var rumligt inkorporeret som det usynlige symbolske kit som forbandt udstilling­en med samling­en i form af ”den permanente samling”, lo­ka­li­se­rer det sig nu som en allegorisk database mel­lem op­le­vel­sen og indholdsleverandøren (content provider). Det allegoriske her ligger i de sorterings- og udvælgelsesalgoritmer som bestemmer indholdets præsentationsorden, eller ”meta-data”, som det hedder i databasesprog.