Det er der­for næppe særligt vovet at forudsige, at den nære fremtids projektioner af kunst er at finde i den tilfældige, dvs. probabilistiske, forening af museet-uden-samling og Olafur Eliassons indhold, sna­re­re end den indmurede symbolske forening af Louvre og Mona Lisa. Det in­te­res­sante, og virkeligt vanskelige, er at se hvad som sker med arkivet, hvis samling­en cirkulerer som bevægelig kapital. Når vær­kerne repro­du­ce­res, rekontekstualiseres og muteres stiller sig, som sagt, spørgs­må­let om ori­gi­nal som irre­le­vant: også Getty Inc. ejer ”sin” Mona Lisa, via købet af The Bridgeman Art Lib­ra­ry.