Hilma af Klints arbejde sker i et temporært rum, helt og aldeles tømt for enhver kunst­his­to­risk reference og i en tid gan­ske uden contemporaneity, dvs en tid, der synes symmetrisk udspændt mel­lem en for­tid og en fremtid, hvor frem­ti­dens vir­ke­lig­gjorte teleologi (når vær­kerne kan ses som kunst) frem­kal­der en for­tid, som vil have været, når den ald­rig var, og nu tænker vi ikke så meget på ro­sen­kreu­tzer-ordenen som den abstrakte kunsts tidlige hi­sto­rie, hvor spørgsmålet om ‘Courbet’ og ‘Manet’, li­ge­som ‘Armory Show’ og ‘Fountain’ er gået fra at have været hi­sto­risk nød­ven­di­ge til at blive hi­sto­risk kontingente.