Kunsten er vir­ke­lig­gjort, per­fek­tio­ne­ret; kunsten har antaget sin af­slut­te­de, sin perfekt udfyldte form. Derefter, altså et eller andet sted mel­lem 1964 og 1984, stod det klart for de fleste iagt­ta­ge­re af kunstvæsenets transformationer, at den kunst­his­to­riske logik, som vi kender den, var ophørt – eller rettere sagt: var kommet til at hakke som en motor i mangel på brændstof.