Kaspar Utz, erotomanen, bedrageren og samleren af Meissenporcelæn i Bruce Chatwins lille bog af samme titel, berettes i denne, i en artikel med titlen “Privatsamleren”, at have skrevet: “En genstand i en mu­se­umsmontre [...] må leve en lige så unaturlig tilværelse som et dyr i zoologisk have. På museet dør genstanden – af kvælning og menneskers stirren – mens den pri­va­te be­sid­delse giver ejeren lyst til og behov for at berøre. Ligesom det lille barn griber efter den ting det siger navnet på, så tilbagegiver den passionerede samler, i et harmonisk samspil mel­lem hånd og øje, genstanden dens skabere livgivende berøring. Samlerens fjende er mu­se­umsinspektøren. Det ideelle ville være at museerne blev plyndret hvert femtende år, og at deres samlinger igen blev ført ud på markedet...”.