beskueren konfronteres gen­nem udstilling­ens alle steder med et be­græn­set set temaer, der er fx John McCrackens minimalistiske skulpturob­jek­ter (og tid­li­ge­re små zenbuddhistiske sym­met­ribilleder med hobbykikset håndled), Poul Gernes cirkel-tav­le­bil­le­der (og flag), Charlotte Posenenskes i alle genrer strittende formeksperimenter, Nasreen Mohamedis koncept-minimalistiske øvelser eller Kerry James Marshalls afro-americana med den emblematiske Single In­vi­si­ble Man fra 1986 som omdrejningspunkt. De har alle det til fælles, at de næppe kan siges at udgøre milestolper for contemporary art hvor enhver trygt kan melde pas uden at tabe ansigt.