Immanuel Kant, som i øvrigt Stendahl al­d­rig forspildte en mulighed for at gøre sig lystig over, har et svar på, hvor­dan dette for­hold kommer sig. Det kommer sig, skriver Kant i sin Beo­bach­tungen über das Gefühl des Schönen und Erhabenen fra 1771, eftersom ”ing­enting er så modsat skøn­heden som det ækle, li­ge­som ing­enting synker dybere ned under det op­hø­je­de end det latterlige. Derfor kan ing­enting være mere ydmygende for en mand end at holdes for en nar, og ing­enting mere ydmygende for en kvin­de, end at holdes for ækel.” Det er udfra denne Kants algebra af æstetiske antinomier – måske kombineret med Lukács diktum “suchen müssen … nicht finden kön­nen” – at Lichtenbergs, Sternes eller Svevos (mandlige) antihelte er kon­strue­rede.