Oplæg til en kunstlitterær salon -- "Afdrift", ved Århus Kunstbygning den 8. december 2012.
Et forsøg som desværre indeholder en historiefilosofisk tankefejl, som jeg ikke helt kan få styr på, men som på den anden side heller ikke forstyrrer det overordnede ærinde mere end uundgåeligt.
¶ Årsagen til at jeg er inviteret til dette arrangement – det håber jeg da – er min manglende evne til at underholde et liv som professionel kunstner og alligevel være beskæftiget med noget der ligner.
¶ Dette for at be om undskyldning for at jeg kommer at holde en lidt for personlig indledning til det ærinde, som jeg har i den her anledning.
¶ En dag, da jeg som studerende på kunstakademiet skulle besøge min atelierplads på Frederiksholms kanal, fandt jeg til min overraskelse at en anden studerende havde taget den, og placeret mine få ting og malerier i korridoren.
¶ Af en eller anden grund fandt jeg tiltaget snarere rimeligt end urimeligt.
¶ Derefter begyndte jeg at producere mine få ting på forskellige, til lejligheden egnede, borde og gulve.
¶ Det medførte også at mine ting fik en noget anden karakter. Det blev noget “bordagtigt” over dem.
¶ Ivar Tønsberg, King of Canvas, sagte en gang – jeg tror derogativt – om mine ting, at det var “skrivebordskunst”, og gav derved min afdrift en velbehøvelig retning, for hvilket jeg også er ham evigt taknemlig.
Warning: imagesx() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php on line 18
Warning: imagesy() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php on line 19
Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/portrait/t/tonsberg_ivar1997.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63
King of Canvas, Overgaden neden Vandet 1997.
¶ Hvis ikke lige på grund af det, så var det i det mindste under den tid, det gik op for mig, at jeg aldrig ville kunne leve af kunst. At jeg aldrig ville kunne blive en professionel kunstner. Noget som jeg indtil da havde taget for en selvfølge.¶ Jeg havde nemlig tidligere, siden sytten års alder, med en stærk villet beslutsomhed, definieret mig selv som netop “kunstner”.
¶ Afvisningen af kunstneridentiteten var derimod ikke villet.
¶ Det er de nemlig aldrig, afvisningerne. Udfasninger til sidespor sker aldrig frivilligt. De er altid uvillede. I afdrift.
¶ Men at ikke kunne leve på sin kunst handler heller ikke om at gøre en dyd ud af nødvendigheden.
¶ Jeg tror derimod at denne min – for altså ikke at tale på andres vegne – afdrift snarere skyldes et rent kvantitativt forhold, nemlig mængden, omfanget og massefylden af kunst.
¶ Det er nemlig begrænset hvor mange personer der kan være i et rum inden der bliver temmelig ubehageligt at befinde sig i det.
¶ Kunsten forekommer mig ufatteligt massiv og inklusiv. Der er billedkunst over alt og der synes ikke at eksistere nogle grænser for hvad kunsten vil kunne inkludere.
¶ Så sent som i forgårs fik jeg høre, at man i folkeskolen numere ikke underviser i tegning, men i billedkunst.
¶ Orienterer man sig lidt videre geografisk, vil man se, at også indiske, afrikanske, sibiriske og kinesiske billedkunstnere ikke bare laver fremragende kunst, men fremfor alt rigtigt meget kunst.
¶ Men de laver ikke indisk, afrikansk, sibirisk eller kinesisk kunst, men en slags vestkunst forklædt som verdenskunst.
¶ Dette forhold giver mig nu en kærkommen anledning til at forlade det selvbiografiske, for at forsøge indkredse afdriften på et mere overordnet plan.
¶ Nemlig den, at min personlige erfaring – med at finde sit atelier okkuperet og sine ting anbragt i et hjemløst tilstand – svarer til en kulturel erfaring som vestverlden nu umiddelbart står indfor.
¶ Det var denne type af, ikke kulturel ydmygelse – da “ydmygelse” er et lidt for stærkt ord – men kulturel marginalisering, eller netop afdrift, som Kina under sen Qing og tidlig republikansk tid blev konfronteret med.
¶ Betragtende vestverlden, ville den dannede kines ikke kunne undgå at se at det kinesiske på alle relevante parametre såg meget sølle ud.
¶ Dette kinesiske selvforagt er vel beskrevet såvel i Kina som i vest.
¶ For at give denne diagnostik en personlig vinkel, tror jeg den kan sammenfattes med følgende analyse, som må have slået enhver historisk intereseret kines.
¶ Under tidlig Ming, nærmere bestemt under 1400-tallets første årti, blev eunukken Zheng He, også kendt som San Pao, udnævt til storadmiral af kejseren Yongle, for at have hjulpet denne til tronen. Som storadmiral belv Zheng He udsendt til et antal stort anlagte sørejser. Store skib med tolv sejl og i gennemsnit firehundretredive mand i besætningen udgik fra de kejserlige værfter. Zheng He kommenderede over toogtres sådane skib på sin første rejse, som gik til Borneo, Malaka, Sumatra og Calcutta i Indien. Under de kommende syv rejser besøgte han Nikobarerne, Sri Lanka, Maldiverne, Ormuz-sundet ved den Persiske golf, diverse arabiske havne, Somaliahalvøen, Zansibar og han kom også så tæt på Australiens kyst som man kunne, da han steg i land på Timor.
Fatal error: Cannot redeclare resize() (previously declared in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php:17) in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampledgif.php on line 40