TEKSTY

Af en svenskers optegnelser fra rejser til Wien

Litteraturmagasinet Standart, 13. årgang, nummer 4, oktober 1999, pp. 29–31, overs. Peter Nielsen

Josephine Mutzenbacher oder Die Geschichte einer Wienerischen Dirne von ihr selbst erzählt (1906) hører til det tyske sprogs absolutte litterære højdepunkter. I kan, hvis I er heldige, købe den i en elendig og stærkt forkortet dansk (anonym) oversættelse hos Jeres lokale forhandler af trykt pornografi, for pornografi er det; ja, det er desuden børnepornogråfi med temmelig hårde og samtidig burleske, socialrealistiske undertoner. Ikke desto mindre er den fortsat flittigt læst i det tysksprogede område af verden, hvilket bl.a. har gjort, at den er kommet i en udmærket nyudgave hos det München-baserede kultforlag Roger & Bernhard. Denne såkaldte Roger-Bernhard Fassung er siden udkommet i et hundredtusind-oplag i Rowohlts paperbackserie med et efterord af Oswald Wiener, samt med »Beitråge zur Ädöologie des wienerischen« af samme Oswald Wiener. Om den altså kan siges at høre til den tyske litteraturs höjdare, så må den samtidig, og da på trods af en noget tam konkurrence fra H. C. Artmanns Villon Baladn in Wiener Mundart (1968), siges at være det overlegent bedste som er skrevet på »østrigsk«, eller hvad man nu skal kalde det sprog, som stadigvæk er forståeligt for en tysker i Wien, Graz og Linz, men som fortoner sig i det ubegribelige bare få kilometre fra Stadtmitte.
For nu at lade det pornografiske ligge, idet jeg forstår at ingen interesserer sig for det i disse tider, hvor alting skal føres ud i livet, så er det jo ikke uinteressant at spørge, hvem der har skrevet dette, og ikke bare i sin genre, litterære mesterværk. Allerede tidligt blev Arthur Schnitzler og Felix Salten anklaget som ansvarlige for værket (begge har for øvrigt benægtet, men så halvhjertet, at man lige præcist netop bare opfatter det som en benægtelse — hvilket jo også siger noget om æren ved at have skrevet »Mutzenbacher«). Felix Salten blev forøvrigt udpeget af ballademageren Karl Kraus i Die Fackel samt af feuilletonisten og caféhuslitteraten Anton Kuh i Die Stunde. At det i virkeligheden er Salten som er ansvarlig, er de fleste antikvariathandlere i Wien rørende enige om. Salten er ikke specielt kendt på disse breddegrader, men er stadig stor og læst i Østrig, og når man siger »Bambi«, så plejer tiøren også at falde i Danmark. Det komiske er, at hvis familien (hustruen og de to døtre) havde medgivet dette, så havde de været et uendeligt antal millioner rigere, men familiens ry måtte her have fortrinsret: »Bambi darf nicht Mutzenbacher geschrieben haben«, som antikvariathandleren Zschiegner prægnant udtrykte det. Man kunne også sige: »Europæere må ikke forstå Østrig«.

Wien er på ingen måde nogen underholdende, hyggelig, smuk eller spændende by: Wien er — med tanke på dens størrelse — en temmelig grå by; som et voldsomt overdimensioneret Vejle eller Esbjerg måske. Jeg tror i det mindste, det var noget i den stil Thomas Bernhard havde til hensigt at skildre, da han sammenlignede Burgtheater med et gigantisk kafferisteri. Det lystige? spørger I, jo hør; det lystige ved denne by og dette land er, hvor mange wienere og østrigere, der synes at dele denne holdning. Man kan i flæng opregne en tilsyneladende uendelig række af personer manisk bidt af efter-habsburgsk kulturmasochisme, indledende med Karl Kraus, fortsættende med Wittgenstein og Loos, for i nyere tid måske at have nået sit hidtil mest interessante udtryk hos den nu for ti år siden bortgangne tuberkuløse forfatter Thomas Bernhard.
   Interessant ja, fordi det er én ting at opregne en perlerække af rabulister, fanatikere og masochister til den ene side helt ud i det Schwarzkogler-selvmorderiske (og her kan jeg ikke dy mig for at betragte Ingeborg Bachmanns »selvmord« som en Beatrice-apatisk variant af det Schwarzkoglerske aktionistiske ditto), men det er en anden type af raseri, som ved en nærmere granskning slår en ved de holdninger og det sprog som kommer til udtryk i Thomas Bernhards romaner og dramaer. Jeg er ikke belæst, og måske er det netop derfor, at det bedste jeg har læst om østrigere er Thomas Bernhards vildt underholdende lille tredelte groteske dramolette Claus Peymann kauft sich eine Hose und geht mit mir essen.
   I titelstykkets sidste parti straks inden tæppet, sidder TB og Claus Peymann på Zauberflöte, en restaurant befolket udelukkende af nazister, gamle nazister, dumhoveder og idioter, kun servitricen er »katolsk og kender alle og ved ingenting«. Når Peymann spekulerer over, hvad de skal spise, rekommenderer TB naturligvis en Tafelspitz, som sammen med Fiakergulasch og Pariserschnitzel udgør stammen i det lige så monotone som dominerende wienerkøkken; og eftersom Tafelspitz er en lokal og derfor pitoresk ret, vælger Peymann naturligvis den:

Dann essen wir mal Tafelspitz
til servitricen på dialekt
Mal Rindsuppe mit Leberknødel
dann Tafelspitz mit Semmelkren
und dann noch ne Mehblspeise
nehm wa doch Millirahmstrudel mit Tunke
sætter servietten fast i kraven
Tolle Stadt Bernhard
tolles Land Bernhard
Österreich ist schon n Hammer Bernhard
strækker benene, inden han spiser den første ske suppe og som med en pludselig lykkefølelse udråbende
Hier wundert mich bald gar nichts mehr Bernhard
Rein gar nichts rein gar nichts

Østrigsk kultur og østrigere er fulde af dissimulerede hemmeligheder af en sådan art; de er eksperter i at tale som perfekt uddannede bartendere til hinanden samtidig med, at ingen kan holde samtalen ud, de er eksperter i at pakke snavsetøj, så at tasken ser ud som en elegant skulderremstaske, men de gør alt dette for din skyld, og begynder nogen (sædvanligvis en tysker, lad os kalde ham Claus Peymann) at tale som om han vidste, hvad skulderremstasken indeholdt, som om han ville komme ind i »det østrigske«, eksempelvis som her, gennem at være dus og tale dialekt med tjeneren, så vrider de kniven om i maven i dine drømme som havde Freud ikke levet forgæves. Når du vågner morgenen derpå er alting som sædvanligt: Herr Ober husker præcist dine personlige ønsker i caféerne, folk går kosmopoalitisk rundt med deres skulderremstasker og konverserer belevent med hinanden. Alt er blevet som et surrealistisk mareridt.
   Den anden gang jeg kom ind på Bräunerhof, Bernhards favoritcafé hvis nogen skulle være i tvivl, kom tjeneren frem til bordet og sagde med et spørgsmålstegn: »Ein Gösser und eine Gulaschsuppe?«. Dette havde jeg bestilt, da jeg for første gang var der to dage tidligere, men da jeg ikke bryder mig om, at en tjener har indblik i mit intime liv, skyndte jeg mig forvirret at bestille noget andet.
   Thomas Bernhard er uforsonlig, og der skal en stor portion litterær tålmodighed til for at tygge sig gennem hans monotone, tunge og trættende Rindgulasch. Budskabet for den litterært ubevandrede, men dog kulturelt interesserede, er enkelt: østrigere er idioter, mentalt retarderede, incestuøse, katolske nazister; alt det vi egentlig kender fra »Mutzenbacher« (og fra den irriterende besserwisser Kraus); men hvad værre er i Bernhards universum: værre end østrigerne er Østrig. Østrig er selve det Blut und Boden hvorfra de østrigske mennesker skyder op som smådjævle, i maj som asparges, og i august som kantareller, udklædt til operettedukker med cykelstyrsoverskæg og fjeldfletninger; med Lederhosen og rød-hvid ternede forklæder; men værre end Østrig er Oberösterreich, og værst er Ohlsdorf. Ohlsdorf er helvede på jorden: Ohlsdorf er som et Boschmaleri forklædt som en Milka-reklame, stedet hvor alle østrigere og Østrig fås i dets mest rene og koncentrede form.
   For nogle år siden boede jeg hos to yngre arkitektstuderende i Wien, som tilfældigvis kom fra Wels i Oberösterreich, ikke langt fra dette berygtede Oblsdorf. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for så henslægt som muligt at spørge, hvad »man« mener om Bernhard i Østrig? Svaret forbløffede mig en del; jeg havde enten forventet et surt og vredt svar, som anklagede Bernhard for at være en fidus-, sensations- og skandaleforfattér, der spiller på alle omverdenens kitschforestillinger om Østrig; eller jeg havde måske også — og da specielt af to unge arkitektstuderende, der frekventerede Acidklubber ridende på offroad-maskiner, med flair for alt som minder om Spanien og Italien — forventet en med-masochistisk sympatisk-selvironisk beundrende ytring, som man jo ikke sjældent finder i skandinaviske lande som Danmark og Sverige, men svaret jeg fik var: »har I da ingenting fattet?« Ja, jeg husker det som om han sagde »I«, som om han ikke længere vendte sig mod mig, men mod en breddere, ja, meget breddere, europæisk offentlighed, måske i særdeleshed rettet til alle de tyskere, som umuligt kunne høre vor ubetydelige dialog, måske rettet mod himlen, hvor menneskeheden jo skal samles til sin tid. Den unge herr Weberberger udviklede det ikke videre, men fortsatte med at berette, fuldstændigt umotiveret, igen som vår det benvendt til et andet publikum, eller som om han gentog det for sig selv, at Thomas Bernhard overhovedet ikke boede i sit så ofte hbyldede Italien, men at han for lang tid siden havde købt sig en grund i Ohlsdorf, hvor han, i sit ansigts sved, byggede sit hus i traditionel stil, hvor også hans familie og slægt boede. »Hvorfor tror du. han gjorde det?« vendte han sig spørgende mod mig, jeg, som havde fuldt at gøre med at lokalisere, hvem han talte til og naturligvis ingenting fattede. Jeg ved stadig ikke om historien er sand, og under alle omstændigheder var TB nøje med at sprede mytomaniske historier om sin egen person, men jeg har aldrig glemt denne aftensamtale, som sikkert udspillede sig langs Donaukanalens Beach-volleyball turneringer, eftersom herr Weberberger havde interesse i kvindelig bagdele, som han forgæves forsøgte at dele med mig. Men det har senere slået mig, at wienercaféerne også var en af Bernhards yndlingsaversioner, og jeg har også noteret, at det »forbud« som Bernhard skal have nedlagt mod at hans stykker spilles i Østrig aldrig har været holdt særlig strengt i hævd, da »Der Theatermachér« i Peymanns opsætning gik på Akademietheater, da jeg var der.

III

Hvis nogen spørger mig / hvad der nu er verdens bedste teater / så svarer jeg altid »Østrig« / jeg siger »Østrig« / hvorefter folket altid spørger »hvor i« Østrig / og jeg svarer »ikke i Østrig Østrig / Østrig selv er det« / tag I til Østrig siger jeg til alle mennesker / og I kommer til det allerførste verdensteater / køb I selv en god billet siger jeg til alle disse folk / køb I selv en seng i Imperial eller i Bristol / i Sacher eller i Ambassador / og nyd det mest vanvittige verdensteater (Claus Peymann kauft sich eine Hose und gehr mit mir essen)

Jeg har i lang tid grundet over dette forhold — ikke bare hos Thomas Bernhard — men generelt i Østrig. Alle østrigere spiller et slags »dobbeltspil«, og nu kommer jeg tilbage til Wien, dette forvoksede Esbjerg, eller rettere: dette Paris eller London som i alle henseender minder mere om Esbjerg end det umiddelbart giver udseende af. Med masser af »Kulchur«, som Ezra Pound ville sige det og ingen kultur; med et overmål af civilisation, som Spengler ville sige det, men hvor kulturen i lang tid har været glemt og begravet. Begravet er den helt sikkert; blev den ikke det med 1. verdenskrig, så blev den det helt sikkert med indlemmelsen i det stor tyske rige, som Ostmark i 1938, men glemt er kulturen måske ikke. Civilisationen slår den besøgende allerede første gang man kommer til Wien eller Østrig: der findes intet land, hvor man snobber så meget opad, på Kärtnerstraße, hos antikhandlerne, i Dorotheum, på biblioteket, og ser så meget ned på andre som i Wien, titler betyder alt, klæder betyder meget, alder giver en hel del kredit. Ingen steder slikkes der så meget røv som i Wien, i forretninger, på gaderne, af tjenerne og ingen steder ses der så meget ned på dem, som ikke kan fremvise en ren. Men alt dette gøres med stil i temmelig grå omgivelser, bøjet over temmelig ringe mad, drikkende, når det er bedst, ordentlig vin eller drikkelig spiritus. Caféerne kommer, fra en outsiders perspektiv, bedst fra denne grundlæggende barbariske tilstand: med øl, spritzer, kaffe og en Sachertorte kan man ikke gå helt galt i byen, og når det bliver serveret på et sølvfad af en ulasteligt klædt tjener med hastigt bortskrubbede gulaschpletter på manchetterne, som ikke desto mindre lægger temmelig stor stolted i sin profession, så er det som at være med på Titanics sidste færd. Caféerne har bevaret alt det, som jeg endnu ikke har set i nogen café uden for alpelandets grænser: man kan sidde i timevis med en kop kaffe og et glas vand suppleret med en bog eller papirer og pen (det går bedst på Sperl, som jeg altid har forestillet mig var den café som Josephin M. og hendes veninder købte i slutningen af Mutzenbacher), tjenerne burde være alle caféers eksempel, de har aviser fra mange af verdens hjørner (dog aldrig skandinaviske), og der er altid uendelig højt til loftet. Tidligere, ved jeg fra min mormor og morfars ikke helt sunde yngre dage, så var det desuden på caféerne, man hang ud på, da de kunne finde på først at lukke sådan omkring 6-7 om morgenen og serverede billig slibovitz, men sådan er det ikke længere. Og det til] trods for at Wien i dag først og fremmest er befolket af slaver, men, med et sideblik til Ungarn, så ser man samme kulturkonflikt endnu tydeligere i Ungarn: det har altid været et grænseland mellem en vesteuropæisk kulturinvasion — i de sidste årtier med acidklubber, EU, offentlig forvaltning, kunst, ungdomskult og lignende temmelig vesteuropæiske kulturytringer — og den østeuropæiske »tilbageerobring«, som vi ser i dag. Muligvis er kulturen blot en anden end på Kraus’, Loos’, Wittgensteins, Freuds tid: den kosmopolitiske kultur, vi kender. Man kan godt få mistanken, at kulturen aldrig virkelig har været kunstnerisk eller intellektuel, men grundlæggende en katolsk, bondsk og blodsbunden slavisk kultur, ingen offentlighed, men familie; ingen industri, men jordbrug; ingen modernitet, men feudalisme.
Pointen er, at dette får vi aldrig at se: derfor holdes europæere til stadighed udenfor, bliver mødt ekstremt venligt for at de ikke skal spørge yderligere: Wien viser sig altid med den dårlige side til: de bedste restauranter gør sig usynlige (det værste jeg har været med til i denne sammenhæng var, da ovennævnte herr Weberberger tog mig med til en restaurant gemt godt til side i en sidegade i midtbyen med en illegal spillebuledør uden vindue, hvorpå der var fastskruet et lille messingskilt med restaurationens navn indgraveret: der var der ingen Tafelspitz eller Rindfleish i gulasch eller schnitzler med kosmopolitiske navne, der var der rigtig mad), facaderne gør sig frastødende og folk gør sig frastødende med deres servilitet. Desuden lukker alt i Wien i juli og august, i særdeleshed de gode restauranter. Det har hjulpet, for faktisk så er der ingen turister i Wien, det vil sige udover japanerne, amerikanerne og de i Wien, Prag og Budapest obligatoriske italienske skoleklasser (som altid synes at være enorme), og hvorfor skulle mån også tage til Wien? Muligvis er det netop denne strategi som Thomas Bernhard såvel praktiserer som afslører; som han afslører med samme klarhed i de litterære satirer, samtidig med at han selv praktiserer disse dyder i sit eget liv, det være sig i Bräunerhof eller i Ohlsdorf: »Ich bin durch und durch glücklich, von oben bis unten, von der linken Hand bis zur rechten, und das ist wie ein Kreuz. Und das ist das Schöne daran. Eine katholische Existenz«, som han sagde til en vis Sepp Dreissinger, for straks efter at udtrykke sin drøm om, at han egentlig ville være snedker.
Sædvanligvis, som turist i et andet land, kan man smigre lokalbefolkningen ved at interessere sig for deres sprog, historie, kultur, men sådan er det ikke i Østrig: forbliv turist, spørg ikke videre, gå i butikkerne, spis din Sachertorte, Apfelstrudel eller schnitzel, forsøg ikke, som Peymann, at tale wienerisch, for så vil du lide under de uhyggeligste mareridt og de rød-hvid ternede duge, cykelstyrsoverskæggene, alpefletningerne og de servile ansigter presset op mod den næse vil forme sig til en permanent hallucinatorisk-grotesk virkelighed.

I den sidste dramolette i Bernhards ovenstående publikation, sidder Hermann Beil og Claus Peymann på Sulzwiese, og efter at Peymann har redegjort for hans østrigske mareridt, siger han til Beil:

Einmal in der Woche auf die Sulzwiese / Unter die Linde Beil / Zur Errettung / Zur Existenzerrettung / Wir haben die Wiener unterschätzt / Sie sind viel gehässiger und bösartiger als wir gedacht haben / Aber sie haben auch einen viel hoheren Kunstverstand als wir gedacht haben / Wir haben immer gedach sie haben keinen Kunstverstand / Und sie sind nicht so bösartig und gehässig / Sie haben einen hohen Kunstverstand / Und sie sind die bösartigesten und die gehässigsten auf der Welt

Efterhånden hænger jeg ud på et russisk »sted« i en sidegade til Mariahilferstraße, med 8 billardborde, mistænkt illegal arbejdskraft, dårlig mad, men ordenlig spiritus, eftersom herr Ober der naturligvis ved, at jeg skal have en Viertel Zweigelt og en mineralvand, men til stadighed siger det med et diskret spørgsmålstegn, regner mig for en schweizer og ligner på en prik en kendt lektor på Litteraturhistorie i Århus. Jeg har det bedre med, at en russisk emigrant har indblik i mit privatliv, end at en østriger har det samme. Det skulle nemlig let kunne udvikle sig til et surrealistisk mareridt: og nu har jeg ikke fortalt om Heinzonkel, Heinzi-jr. og Gerti. Det gør jeg formodentlig heller aldrig.

Oversat af Peter Nielsen

Josephine Mutzenbacher oder Die Geschichte einer Wienerischen Dirne von ihr selbst erzåbit, Wien: Fritz Freund, 1906.

Villon Baladn in Wiener Mundart, overs. H.C. Artmann. Frankfurt a.M.: Insel Verlag, 1968.

Thomas Bernhard, Claus Peymann kauft sich eine Hose und geht mit mir essen. Drei Dramolette. Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 1990.
Warning: imagesx() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php on line 18

Warning: imagesy() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php on line 19

Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/titlepages/ty/kellerG1854-44.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

Jan Bäcklund